Home

Et år i udlandet som familie

New York blev det ikke


Vi havde talt om det flere gange. Det der med at flytte et år til udlandet. Da vi var yngre, talte vi om at flytte til New York (hvem gør ikke det?), og vi tog en måned sammen i byen, da jeg var på barsel med vores fælles søn Sixten på nu 11 år. Vi elskede alt ved det: summen af liv, kontrasterne, sene eftermiddage på legepladser og i parker med kaffe ved hånden, samtalerne med de forskellige folk, vi mødte, og trætte, men dagsopfyldte aftener i vores meget brune tæppebelagte lejlighed i Bleeckerstreet, hvor man kunne se lyset i Empire, hvis man stod på tæer.


Det gik fint første gang

Der fulgte en række år, hvor hverdagen med to fuldtidsjobs og to børn, satte udlandstankerne lidt på stand by. Vi flyttede fra Aarhus til København, da Sixten var knap fem og Selma 11 - og vi har derfor været igennem skoleskift og etableringen af en ny hverdag før. Jeg ved ikke hvor stor betydning det har for den flytning, vi nu står overfor, men for min ældste datter Selma, tror jeg, at erfaringen har en betydning. Hun tager 2.g i London med en grundfølelse af, at det nok skal gå. Ligesom det gjorde, da hun skiftede by og skole i femte klasse.


Det er nu eller aldrig

Jeg kan ikke referere fra en skæbnesvanger aften, hvor vi blandede blod på, at vi skulle tilbringe næste skoleår i London. Det var mere en on going snak om, at hvis vi skulle nå det som familie, så var det nu. Selma bliver 18 år til sommer, hun vil gerne blive student i Danmark sammen med sine venner, så vi har kun 2019-20 tilrådighed. Bum. Pludselig kan vi ikke udskyde drømmen til året efter. Enten gør vi det nu, ellers må vi vente, til vi bliver pensionister om, hvad der føles som 100 arbejdsår fra nu. 


De første skridt er tit sjove

Det første reelle skridt i retning af at flytte var en weekendtur til London i december 2018, hvor vi skulle mødes med vores fælles veninde på en indisk restaurant i Soho og tale om mulighederne for at arbejde og bo i byen. Lotte har boet i Westminster i mange år, er producer i film- og tv-branchen, og har tidligere arbejdet sammen med Jakob.


Vi blev ikke konkrete den aften, men tog hjem med følelsen af, at det her ville vi gerne kæmpe for. En antikvarboghandler, vi gik forbi, en spansk vinbar på vejen med et fotografi i vinduet, som jeg stadig husker,  og den søde the, vi fik serveret i køen til den indiske restaurant. Tilfældige ting, vi så og oplevede den aften, fik os tættere på en beslutning, tror jeg. Det var mere en følelse, vi rejste hjem med, end en konkret idé om, hvorfor det lige netop var London, vi skulle tilbringe et år i. Måske tager vi den slags livsforandrende beslutninger ud fra en følelse fremfor et rationelt argument, fordi det i bund og grund ikke handler om selve begivenheden. Men noget, der er større end det. Det kunne i princippet være hvilken som helst by, vi slog os ned i for et år. Nu blev det London, fordi arbejdet var her, og det kunne lade sig gøre. Trods Brexit og lidt kaotiske udsigter for kulturel udveksling.


"Dammit, det kan jo ikke lade sig gøre"

Udgangspunktet for, at projektet kunne realiseres var skoler til vores børn. Femte klasse og 2. g. Ikke nogen helt nem opgave, og vi greb i mange tynde halmstrå i begyndelsen. Nogen, der kendte nogen med skoleerfaring i London. I min urutinerede surfen rundt på det engelske skolesystem, stødte jeg på en privatskole, der brystede sig af at bygge på en skandinavisk pædagogik, hvor børnene ikke blev pakket ind i vat og tilbragte mere tid ude i den "friske" luft, end de engelske skolebørn har for vane. Haps, tænkte jeg, og tog straks kontakt. En kontakt fører ofte til flere, og tre uger senere tog min datter Selma og jeg en etdagstur til London, hvor vi besøgte den potentielle skole til Sixten og to mulige gymnasieskoler (Sixth Form i England). Den ene kostede (mange!) penge, den anden var gratis.


Aftenen inden vi skulle afsted blev det hele annulleret. Vi fandt godt gemt på en af skolernes hjemmeside de karakterer det krævede at komme ind på det fag, Selma havde ansøgt om at blive optaget på. I England får man ikke tre år efter folkeskolen til at blive alment dannet, man vælger derimod tre A-fag ud fra, hvad man ønsker at fortsætte sin uddannelse indenfor. Da Selma blot valgte de fag, det kræves for hende at blive undervist i, for at hun kan komme hjem og afslutte sin uddannelse på sin danske gymnasieskole, var hun endt op med matematik, biologi og fransk. Og matematikkarakteren var ikke høj nok. Dammit, hvordan kunne vi have overset det? Nå, vi kunne ikke aflyse interviewet på det tidpsunkt og måtte tage afsted og se, hvad der skete, men det gik nok ikke alligevel, og et sabbatår var ingen af os interesseret i. Der skete det, at studievejlederen løftede et øjenbryn, da hun så Selmas oversatte karakterer, og sagde: "Allright, you will have to step up in Mathematics." 

Det helt afgørende var, at vi mødte op. Meget kan ordnes over mails og på telefon, men ikke en plads på en skole. De vil selvfølgelig se børnene i øjnene, tale med dem om det kommende år og sikre sig, at skolen er det rigtige match. 








Den her blog handler om at udleve drømmen om at flytte et år til udlandet som familie.


Du kan følge processen fra tanke til virkelighed i bydelen Camden, hvor vi slår os ned fra september 2019 og frem til næste skolestart. 


Vi er to voksne, journalist og tv-klipper, og to børn på 11 og 17, der går i 4. klasse og 1.g.


Contact Me


Lorem ipsum dolor sitame adipscing eliuctus an tincidun phasellus sit amet sitame tellus porta cndientum vehicula pretium aliquam in nulla voluparisu.

PHONE

124 3343 23234

Copyright © All Rights Reserved